Bæredygtige byggeprojekter

Bæredygtighed er et grundvilkår i arkitekturen, og vi vil i alle projekter afsøge muligheder for at reducere bygningernes klimapåvirkning – det mener vi er sund fornuft. Hos os har arkitekturen, uanset størrelse, en vigtig rolle at spille i den grønne omstilling og i forhold til at skabe en stadig mere bæredygtig bygningsmasse. At omsætte større visioner om bæredygtighed til virkelighed kræver dog fokus. Derfor har vi udviklet værktøjer til styring af proces og målsætning.

Certificeringer og metode

Sund fornuft rækker langt, men ikke hele vejen til at lave et dedikeret bæredygtigt byggeri. Vi vil derfor i projekter, hvor der ønskes en høj grad af bæredygtighed, arbejde med projektspecifikke mål og tiltag. Der er flere certificeringsordninger i brug pt. (som fx. DGNB Villa), som har meget store dokumentationskrav. I hovedparten af tilfældene er der ikke nogen større værdi for private bygherrer i at dokumentere, at byggeriet er bæredygtigt.

Bæredygtigheden i vores byggeprojekter baseres derfor på best practice og evidens i videst mulig udstrækning. Vi arbejder sammen om at udvælge de projektspecifikke mål og metoder, som der følges op på i skitse, projektering, udbud og udførelse. Denne fælles ramme giver os mulighed for at arbejde med et stærkt arkitektonisk bæredygtigt koncept, tilpasset jeres projekt.

Arkitektur

Hensynet til materialers påvirkning vil have betydning for hele designprocessen og for projektets endelige form. Bæredygtigheden i arkitekturen kræver ofte, at man træffer valg, der ikke er gængse inden for almindeligt byggeri. Derfor skal bæredygtighed og den arkitektoniske vision tilpasses ambitionen og økonomien i projektet.

Økonomi

At bygge bæredygtigt på alle parametre er dyrt og er ikke altid det rigtige i forhold til et cost-benefit-perspektiv. Målet for projektet tilpasses derfor ambitionen og de økonomiske rammer. Vi arbejder med specifikke niveauer, hvor det afgøres, om projektet skal ramme et forudbestemt budget, eller om bæredygtighedstiltag må medføre en større udgift end et konventionelt projekt.

Igangværende byggeri af bæredygtigt sommerhus