Tilbygning i træ
Villaen fra 60’erne havde en mindre stue og en udestue som ikke var egnet til helårsbrug. Udestuen blev nedrevet og erstattet med en tilbygning på 35 m2.
En direkte videreførelse af husets linjer ville have skabt en dominerende facade mod vejen, og i stedet blev tilbygningen forskudt og tegnet med samme taghældning som villaens tag. Denne udformning sikrer, at tilbygningen diskret tilpasser sig det eksisterende hus.
Da den oprindelige murstensfacade var vanskeligt at matche, valgtes der en sortmalet træfacade og et matchende ståltag. Dette skaber en visuel sammenhæng hvor tilbygningen ses som en samlet form, og skaber en let aflæselig overgang mellem den gamle og den nye bygning.
Tilbygningen er designet med store skydedøre mod haven, hvilket giver et generøst lysindfald og en åbenhed mod naturen.
Den nye stue er placeret i niveau med haven hvilket skaber let adgang til terrassen.
Mod vejen er der bygget et kombineret facade- og tagvindue, der giver udsyn til himmel og træer, samtidig med at det afskærmer indblik fra vejen.
Der er lagt vægt på en ren og uforstyrret facade uden udspring og synlige tagrender. Nedløbet er diskret integreret i facaden, og tagrenderne afslutter ståltaget på en elegant måde.